OMRÅDET
Man kan vist roligt sige, at der sker meget i den ende af Frederiksberg, hvor ejendommen, Nordre Fasanvej 176, bliver opført. Det er midt i spændingsfeltet af det rolige Frederiksberg og det mere hippe Nørrebro.
Uanset om du vælger at gå til venstre eller til højre, når du kommer ud fra ejendommen, har du alle muligheder for at opleve og deltage i alt det København – som hovedstad – har at tilbyde.
Går du til venstre kommer du længere ind på Frederiksberg, hvor du inden for 2 km. finder både uddannelsesinstitutioner som CBS og Landbohøjskolen samt café-og teaterlivet omkring Frederiksberg Alle. For enden af Frederiksberg Alle ligger Frederiksberg Have, anlagt af Frederik den 6., som en ”Romantisk Landskabshave” i tilknytning til Frederiksberg Slot. Det er et oplagt mål for en udflugt i det grønne.
Indkøbsfaciliteterne i nærområdet er gode, og hvis ejendommens ”eget” supermarked REMA 1000 ikke slår til, så er der ikke langt til Frederiksberg Centret eller forretningerne på Gammel Kongevej, der nok kan tilfredsstille de fleste ønsker.
Går du til højre skal du ikke gå langt, før indkøbsmulighederne på Nørrebro dukker op. Nørrebrogade, og mange af sidegaderne, er en kulturel smeltedigel, der i høj grad præges af små selvstændigt erhvervsdrivende. Her er det spændende at gå på opdagelse og gøre nogle gode køb.
Café-livet, og de mange gode restaurantoplevelser, finder du ligeledes rundt om hjørnet og mulighederne i Jægersborggade bør man ikke snyde sig selv for. Du finder Nørrebroparken indenfor 500 m, og hvis du søger et spændende udflugtsmål, så er Assistens Kirkegård, som ligger mindre end 2 km. væk, absolut et besøg værd.
Trafikalt kommer du til at bo meget centralt. S-togs stationerne på Fuglebakken og Nørrebro kan du gå til på under 10 min. og i løbet af 2019 åbner Metro Cityringen, med station ved Nørrebro Station, Nørrebro Runddel og Nuuks Plads.
Hvis cyklen er det foretrukne transportmiddel, kan du komme på tværs i København ved at tage ”Nørrebroruten” ved Nørrebroparken. 8 km. lang og kun 7 lyskryds… dét er faktisk den hurtigste vej igennem København!